Romanen ‘Cubichnia – Dyret fra Cefalù’

Klokken 16 den 14 februar 1923 dør englænderen Raoul Loveday efter sigende af at have drukket katteblod i forbindelse med et okkult ritual. Verdenspressen går amok over dødsfaldet da Raouls kone, modellen Betty May aka Tiger Woman aka Dope Darling, rejser hjem til London og fortæller historien. For den forgiftede universitetsstuderende befinder sig sammen med fallerede skuespillere og narkopåvirkede bohemer i det selv samme bondehus på Sicilien, hvor den berygtede magiker, bjergbestiger og mystiker Aleister Crowley i de sidste 3 år har arbejdet på at udbrede en ny verdensorden baseret på Satans lære og menneskets frie vilje.

Men hvem var egentlig guddommen, fænomenet og manden Aleister Crowley, der så sig selv som menneskehedens frelser og siden er blevet udråbt som både sexgal galning og genial inspirationskilde til ungdomsoprøret knap 50 år senere? Og hvordan kunne hans sociale, religiøse og seksuelle eksperiment i fiskerbyen Cefalu gå så galt?

Det har jeg prøvet at finde svaret på ved at skrive en roman i eksperimenterende form, hvor linjer tilbage til Crowleys mange liv flettes sammen med virkelige artikler, fotos og dagbogsnotater fra dengang, men især knyttes til det forfaldne bondehus, som i dag udgør resterne af Thelemas Kirke, og stadigvæk tiltrækker søgende sjæle, der lever efter Aleisters credo: Gør Hvad Du Vil.

Romanen er nu efter cirka 4 år In The Making færdig – sådan da. Den er i hvert fald skrevet og ligger og venter på, at jeg sammen med en passioneret redaktør eller et forlag med smag for vilde og ‘uforsuttede’ historier finpudser sproget, sletter, tilføjer og kærtegner, så historien kan komme ud i den allerbedste version af sig selv.