Magiske Cefalu

”Lad os holde dette guddommelige paradis hemmeligt, så ingen kommer og render det over ende”, skrev Crowley i 1920 i sin magiske dagbog, efter at han var ankommet til cefalu. Han priste især solnedgangen og de mange farver på himlen, der indhyldede Cefalus profil i en vinrød farve og hver aften fik byen til at ligne en skitse i våd akvarel. Det er dog synd at sige, at hans håb holdt stik.

Idag er byen Cefalu nemelig bedst kendt som en yndet turistdestination – helt tilbage i romantikken kom man hertil for at nyde de smukke omgivelser og byens karakteristiske beliggenhed, og i 50’erne var Cefalu et af de første steder på Sicilien, hvor man begyndte at bygge hoteller og faciliteter for chartergæster. Men Cefalu har en fascinerende fortid, der går tusindvis af år tilbage, og i utallige generationer har sat aftryk i landskabet.

Dem, der tror, at de første mennesker her bosatte sig ved vandet, tager fejl. Læg i stedet nakken tilbage og se op mod La Rocca, den monumentale klippe af fossiler og kalk, der rejser sig bag Cefalus tage som indersiden af en beskyttende kappe. Deroppe var der mere sikkert at bo, og man var tættere på gudeverdenen og den vertikale energi, som ganske subtilt gennemstrømmer Cefalu. Derfor er La Roccas overflade blandt graner, højt græs og gumlende fåregrupper overstrøet med helligdomme, blandt andet Diania-templet fra cirka år 1000 før kristi, og en hellig kilde omkranset af tilhuggede sten fra den samme periode.

Imidlertid mener man at de første beboere nede på selve pynten, der ligger dramatisk placeret for fødderne af La Rocca-klippen, var grækere på flugt efter ødelæggelsen af havnebyen Himera, der blev grundlagt mellem Palermo og Cefalu som en del af grækernes kolonisering af Sicilien for cirka 2500 år siden. Romerne indtog derefter Cefalu under Første Puniske Krig, og byen voksede og slog endda sin egen mønt som romersk samfund. Efter Romerrigets fald skyllede soldater fra Byzans indover Sicilien og slog sig også ned i Cefalu, der sidenhen blev indtaget af arabere og således var muslimsk i cirka 400 år, inden normannerne satte sig på Sicilien i 1070’erne og byggede nogle af Cefalus vigtigste vartegn, blandt andet det udendørs vaskeri, der endnu findes i Via Emanuele og hvor de lokale helt op i 1900-tallet vaskede deres klæder, samt den pragtfulde kattedral viet til den barmhjertige Kristus.

Cefalus udseende præges fra vandvejen af den helt specielle mur af huse, som udgør den ældgamle, såkaldte cyklopiske byggestil, der mange steder i den vestlige verden har tjent som både beskyttelse og beboelse, men få steder i Europa er så velbevaret som her. Den blev opført i den tidlige middelalder og udgør endnu i dag en slags fæstningsmur bestående af sammenvoksede huse, der i fællesskab danner en ubrydelig bræmme ud til havet. Forskellige strategiske porte var de eneste udgange og indgange i den kæmpemæssige væg, men i dag er de alle muret op og fyldt ud så kun deres buede silhuet endnu anes i murværket, som er de læberne fra et gigantisk, forstenet væsen, der endnu slænger sig langs pynten.

Op igennem middelalderen blev Cefalu sammen med resten af Sicilien underlagt det spanske herredømme og en stærk, feudal struktur, mens byen grundet sin dramatiske placering, historiske ruiner og den unikke normanner-katedral blev et yndet mål for unge velhaversønners dannelsesrejse op igennem Romantikken. Allerede i slutningen af 1700-tallet blev flere konsulater, blandt andet et dansk, grundlagt her, og Cefalu åbner sig langsomt for den omkringliggende, vestlige verden, uden dog at miste sin identitet som både fiskerby og hjemsted for ældgamle, adelige slægter, så som La Calce-familien – den selv samme der i 1921 udlejer et af sine huse i Cefalus periferi til Crowleys ensemble. I 1861 erklærer Cefalu sig en del af den Italienske republik efter blodige kampe mellem norditalienere, partisaner og spaniolere på byens strøg, og mærkes også hårdt af 1 verdenskrig – en virkelighed af fattigdom, død og vold, der endnu præger byen helt op i 1920’erne.

Springet ind i moderniteten tager byen ved åbningen af resortsene Village Magique og Club della Mediterranée, som i 1950’erne lokker de første charterturister til Sicilien og også markedsføres igennem flere italienske og udenlandske film optaget i Cefalu – fra da af er byens skæbne som sindbilledet på den sicilianske drøm besejlet og underbygges endnu i dag af turister i hobetal.